Om lyssproget og jordens bevidsthed.

Kære mennesker, jeg følte det var på tide at dele nogle erfaringer og information, jeg gennem årene har fået omkring lyssproget i et dansk opslag. Hvis I følger med på min Instagram ved I at jeg mest skriver på engelsk derinde og det gør jeg for at flere kan være med. Instagram oplever jeg som så “hurtigt” et medie og der er noget befriende ved at kunne folde sig ud i en blog. Mine tanker er mange og spørgsmålene endnu flere. Så hvis I kan lide at læse sådanne opslag, så kan jeg glæde jer med at der kommer flere. Tusind tak for at være her!

… Gennem min kontakt med det, jeg oplever som mine guider/relaterede og en galaktisk intelligens, har jeg modtaget en forståelse af lyssproget/sjælens sprog, som en del af en større bevægelse i jordens bevidsthed.

Lyssproget og lyskoderne bliver beskrevet som en form for universel bevidsthed, der kommer ind i det jordiske felt for at understøtte den forandring, der allerede er i gang. Sproget og koderne bærer information og frekvens, som arbejder energetisk med bevidstheden og med de strukturer, vi som mennesker og som kollektiv bærer med os.

Det, der er blevet formidlet til mig, er, at jorden selv bærer en form for bevidsthed, og at denne bevidsthed også findes i vores kroppe. Vi er ikke adskilt fra det felt, vi lever i. Det, der har fundet sted på jorden, og den bevidsthed, der er blevet skabt gennem menneskets historie, findes også som aftryk i os.

Derfor handler lyskodernes funktion ikke kun om det enkelte menneskes personlige udvikling. De er en del af en større proces, hvor bevidstheden i både mennesket og jorden kan bevæge sig.

Jeg har fået vist lyssproget og lyskoderne som noget, der kan være med til at omkode det, man kunne kalde bevidsthedens DNA. Ikke DNA i den biologiske betydning, men de dybere energetiske koder og programmeringer, som er med til at forme vores måde at opleve os selv og verden på.

Det er her, jeg forstår lyskoderne og lyssproget som en form for energetisk teknologi. De arbejder ikke gennem intellektuel forståelse, men gennem frekvens. Derfor skal de heller ikke nødvendigvis læses eller afkodes på samme måde som et almindeligt sprog. Informationen ligger ikke kun i symbolet eller i det, der kan oversættes til ord. Den ligger også i den frekvens, som symbolet bærer.

I den information, jeg har modtaget, bliver lyskoderne/sproget forbundet med en bevægelse væk fra ældre bevidsthedsstrukturer og ind i det, der beskrives som en ny bevidsthed. De er med til at bygge bro mellem den gamle og “den ny tids jord” — mellem de måder, vi hidtil har forstået og organiseret vores virkelighed på, og de nye bevidsthedslag, der er ved at blive tilgængelige.

Denne bevægelse beskrives også som en bevægelse fra de nedre chakraers bevidsthed op mod hjertet. De nedre chakraer forbindes her med vores mere grundlæggende overlevelses- og identitetsstrukturer, mens hjertet repræsenterer et andet bevidsthedsniveau, hvor forbindelse, åbenhed og en større oplevelse af helhed bliver mulig. En kærligere måde at være i verden på, individuelt of fælles. Det er en bevægelse, som andre beskriver gennem begreberne 3D og 5D.

Det kan blandt andet handle om de aftryk af sorg, separation, undertrykkelse og ufred, som findes i det menneskelige og kollektive felt. Lyskoderne og lyssproget beskrives som en frekvens, der kan møde disse lag og skabe en anden bevægelse i dem. Det kan vække følelser og tanker om fred og kærlighed og transformere en “mangel tilstand”. Det forståes ikke logisk af det bevidtste sind, men det underbevidste sind kan genkende og forstå det på sjælsplan.

Noget af det, jeg igen og igen har fået formidlet, er, at denne proces ikke kun foregår individuelt. Når et menneske arbejder med sin egen bevidsthed, sker det samtidig i relation til det større felt, som mennesket er en del af. Derfor kan det enkelte menneskes bevægelse også være en del af jordens bevægelse.

I den sammenhæng er grid workers et begreb, der er kommet frem i min kontakt med denne intelligens. Det beskriver mennesker, som allerede på forskellige måder er involveret i jordens bevidsthedsudvikling. Nogle gør det gennem deres erhverv eller det arbejde, de udfører i verden, mens andre ganske enkelt lever på en måde, hvor deres egen bevidsthedsudvikling bliver en del af det større felt.

Mange af de mennesker, som bliver draget mod lyskoderne, opleves derfor som mennesker, der allerede bærer en forbindelse til denne proces. De kommer ikke nødvendigvis med en bevidst forståelse af, hvad deres rolle er, men der kan være en genkendelse i mødet med koderne.

Jeg har også fået formidlet, at de koder, der kanaliseres gennem et menneske, ikke blot er noget, man lærer eller tager på sig udefra. De er forbundet med sjælen og med den forbindelse, sjælen selv bærer til de stjerne- og bevidsthedsfelter, den kommer fra. I mit eget tilfælde bliver denne forbindelse beskrevet som knyttet til Plejaderne, men forståelsen rækker samtidig ud over et enkelt stjernesystem.

Det kosmiske perspektiv er centralt i den information, jeg har modtaget. Lyssproget og koderne beskrives som en måde, hvorpå højere frekvenser kan møde det jordiske felt. Ligesom shamanistiske traditioner arbejder med forbindelsen mellem forskellige lag af virkeligheden, beskrives der her en bevægelse mellem det kosmiske og det jordiske, hvor information og frekvens bevæger sig ind i den menneskelige bevidsthed.

Det er også derfor, lyskoderne ikke bliver beskrevet som noget, der skal forstås med hovedet alene. Når de modtages, kan de arbejde på et niveau, hvor kroppen og bevidstheden registrerer noget, før det bliver muligt at sætte ord på det, meningen er at tage imod det med sit væsen, mærker efter hvad det sætter igang i en. Forandringen kan derfor vise sig forskelligt fra menneske til menneske. Nogle mærker en energetisk bevægelse, andre oplever en ændring i deres perspektiv eller en større adgang til deres egen livskraft. (Det er blot få eksempler på de tilbagemeldinger jeg har fået via lyssprogs healing)

Det, jeg oplever som den centrale forståelse, er, at lyssproget og lyskoderne er en del af en større omkodning af bevidstheden. De fungerer som en frekvens, der kan understøtte overgangen til nye lag af bevidsthed og gøre det muligt for noget andet at træde frem. Når lyssproget og lyskoderne kanaliseres, så er det en måde at bringe de frekvenser og kærlige informationer ind i jordens felt, og det er med til at forankre den energi her på jorden. På den måde er lyssproget og lyskoderne med til at omkode energi strukturerne.

Lyssproget og lyskoderne slår en bro og et møde mellem det kosmiske og det menneskelige. De bringer information ind i det jordiske felt, hvor det kan opleves, integreres og med tiden blive synlig som forandring i den måde, vi lever vores liv på.

KH. Makaya

Next
Next